Cowboy-morgenmad

Ja, det er faktisk ganske simpelt at lave så lækker en morgenmad.

– og så er det en ret let måde at få grøntsager ned om morgenen, hvis det skulle være lidt af en bakketop at forcere for nogen… Men se lige her, for det er da lækkert…

 

Til 4 personer

4 små pølser med bacon
4 tomater
½ rød peberfrugt
½ grøn peberfrugt
½ squash
½ aubergine
2 løg
2 spsk kokosolie
½ tsk spidskommen
½-1 tsk knust koriander (eller en håndfuld friske, hvis dette haves)
evt lidt kyllingfond – ca 1 dl (eller æblejuice, grøntsagsbouillon eller lignende)
4 æg
1 håndfuld revet ost

Sådan:

Steg pølserne med bacon på en lille pande, samtidig med du tilbereder grøntsagerne

Grøntsagerne skylles og skæres i tern. Steges ved høj/middelhøj varme i kokosolie med krydderierne på en god stegepande (fx sautepande – den har gode, høje sider). Hæld væden på og steg videre, mens det koger lidt ind. Når grøntsagerne er næsten møre, laves 4 fordybninger i grøntsagerne og de 4 æg slåes ud heri. Læg låg på panden og skru ned til middel varme. Det tager lidt tid, men æggene tilberedes i grøntsagerne (hvis man har en pande, som kan gå i ovnen, kan man også sætte den derind til det er færdigt – bare uden låg).

Når æggene er færdige, tager man en stor grydeske og tager æg og grøntsager op på 4 tallerkner.

Og ovenpå drysses med revet ost og pyntes med baconsvøbt pølse (findes der mon smukkere pynt – det tror jeg ikke, høhø)

Hertil skal der selvfølgelig en lidt tabasco – ellers er det jo ikke ÆGTE cowboy-morgenmad. Til tøsedrengene serveres lidt ketchup (og ingen tabasco).

Velbekomme