Grønkåls-salat

Når man hører “grønkål” – tænker vist nok langt de fleste på grønlangkål. Det er nu heller ikke dårligt, men hvor kan man altså bare lave utrolig meget andet med de her super lækre kål også…
Jeg synes, at jeg hører om mange, der “kommer sig lidt” hen over julen – måske man skal overveje at lave en salat til julemaden. Denne her med grønkål er både “julet” og utrolig mættende.

Jeg er faktisk først begyndt at spise grønkål indenfor de sidste par år – tidligere har jeg syntes, at de lugtede (altså når de var lavet til grønlangkål til jul) og derfor har jeg slet ikke haft lyst til at inddrage dem i mit måltid – hvor kan man altså sommetider snyde sig selv for noget virkelig lækker mad, bare fordi man har nogle sære ideer… Jeg har jo så snydt mig selv utrolig meget for lækre retter, som indeholder grønkål – bare fordi jeg synes de lugter… Fjollet, ikke??

Nå – men i dag har vi altså været til pakkespil med familien AKA Pøblen – høhø. Undertegnede tog selvfølgelig 4 pakker med hjem – weeee, mens den bedre halvdel (som tydeligvis havde mere held i kærlighed, end i spil) kun fik en enkelt gave… Men skidt – han er jo meget sø’ alligevel. Der bliver jo disket op med knas og snask, når vi sådan skal til jule-tamtam og det kan safsuseme være svært at holde snitterne ude af fadene. Men jeg ved, at jeg får det ganske træls i hele det gamle skrog, hvis jeg går rouge i en sådan noget – så jeg nøjedes med 2 stykker konfekt; det kan det vist ikke ske det helt vilde ved… Og så skulle vi have æbleskiver efter kampen og pakkerne – jeg havde “snydt lidt”, som man siger – og lavet dej til LCHF-æbleskiver hjemmefra. Den opskrift skal jeg altså liiige arbejde lidt mere på, inden I får den.. De var gode, men det kan blive bedre..

Selvfølgelig kom jeg jo til at snakke om min blog – jeg er jo lidt stolt over eget skaberværk – og i den forbindelse kom jeg så til at love, at der i dag ville blive lagt opskrift op på den grønkålssalat, som jeg lavede i aftes. Det blev den godt nok serveret til hjemmerøgede assorteret svineben/ribben (overskud fra den halve gris, som vi købte for lidt over en måned siden) – og da min søster er verdensmester i “Røgede Ribbensspisning”, så måtte hun jo være med til at bedømme resultatet.

Men grønkålssalaten – den får du opskriften på lige her:
– vi var 3 til at spise og der var en rest til frokost dagen efter.

Grønkålssalat med pigeon-æbler, valnødder og appelsinfiletter

Ingredienser

  • 300 g grønkål – befriet for stok
  • 75 g valnødder
  • 1 appelsin
  • 2 pigeonæbler
  • 1 skalotteløg
  • kerner fra ½ granatæble
  • 4 spsk olivenolie
  • 1 lille tsk maldon salt (#saltsnobberi)

*hvis man skal være helt firkantet, så er hverken appelsin, æbler eller granatæblekerner egentlig LCHF-kost, men det kan forsvares (appelsin ligger lige over 40 på GI, æbler ca 5 og granatæblekerner 11). Frugterne, som jo i almindelighed ikke hører hjemme i en LCHF-kost, er et tilvalg i en meget lille mængde og sammen med en kost, som er meget fiber- og fedtrig. Men helt firkantet – nej, så er frugt ikke anbefalet LCHF-kost.

Sådan

  • Rist valnødder på en tør pande ved middel varme – det fremhæver nøddesmagen og giver dem et godt knas
  • Hak grønkål groft (den kan ofte fås, hvor den er hakket, men jeg finder dem ret kønsløse – meeen i en snæver vending, hvor det skal være lidt nemt, så går det nok endda) – husk at skylle dem, for det kan godt sidde en del jord i bladene – lad dryppe grundigt af i en sigte eller på et viskestykke
  • Skær top og bund fra appelsinen. Skær så skrællen af helt ind til filetterne med en skarp kniv
  • Skær filetterne ud ved at skære ned ved “inddelingerne/hinderne” der omslutter hver filet (husk at gemme “resten”, når filetterne er befriet)
  • Skær filetterne i mindre stykker
  • Skyl æblerne og skær i mindre tern
  • Pil løg og skær top og bund fra – flæk på langs og skær i meget tynde strimler
  • Læg grønkål i en skål og pres appelsin-resten ud over
  • Dryp med en lækker olivenolie og et drys salt/peber og kram/massér kålene med fingrene
  • Anret med æbler, appelsin og granatæblekerner og knus til sidst nødderne hen over salaten

Så er der serveret

 

Velbekomme 🙂

Be the first to comment

Spørgsmål, erfaringer og andre kommentarer modtages :-)