Haydari

Ja, det er altså den opskrift, som jeg lovede i går… Ikke bare mig, der forsøger at stave til, hvordan det lyder, når jeg nyser…
Her går slaget jo stadig sin gang… Jeg er stadig ikke helt frisk – men det viste sig heldigvis, at det ikke var mandeinfluenza som følge at forhøjet mandlig kønshormon – Lucky me…

Opskriften som I her får på Haydari, har jeg lavet freestyle over et hav af forskellige varianter heraf. Og der er faktisk en del. Fælles for dem alle er dog, at peberfrugten skal grilles i ovnen og skindet skal fjernes – jeg har bare engang lært et lille trick, som gør det hele lidt lettere, hihi… Så det får du selvfølgelig også med her – det er klart…

Min version indeholder en habanero-chili – hvis man ikke bryder sig om stærk mad (ja altså, den er lidt stærk, men det er på den go’e måde), kan den enten undlades eller erstattes med fx jalapeno eller en anden meget mildere chili-art. Det er forskelligt om opskrifterne indeholder chili, paprika, hvidløg eller andre krydderier… Min variant finder du nedenunder…

TIP: Når du bruger chili, som indeholder capsaicin, der er en stærk base, skal du også bruge noget syre – fx citron, æblecidereddike eller lime. Capsaicin er kraftigt lokalt irriterende, men smager i sig selv ikke af noget særligt. Det er den lokale irritation ved basisk påvirkning i mund og svælg, som giver den “brændende/svidende” fornemmelse. Stoffet virker faktisk også lokalt bedøvende – dvs. at ved gentagen indtagelse, vil man opleve, at det brænder mindre, end man først har oplevet.
Desuden har fede (fed ost, fløde, kokosmælk) også en let “formildende” effekt på stærk mad.

Men altså – her får du opskriften, som jeg fik lov at servere som side-kick til Kiddo’s Dip og Dyppere i weekenden.

Haydari

Ingredienser

  • 3 store røde peberfrugt – flækket og befriet for blomst og kerner
  • 1 habanero chili – flækket og befriet for blomst og kerner
  • 3 fed hvidløg overhældt med kogende vand
  • 500 g hvid, salt ost (det må nemlig kun hedde Feta, hvis det er fra Grækenland – jeg brugte den der blok-ost, som hedder PUCK) som er skåret i mindre stykker/tern
  • En stor håndfuld bredbladet persille (kruspersille eller friske koriander kan sagtens bruges)
  • saft af ½ lime – måske mere
  • 4 spsk olivenolie
  • 1 knsp salt

Sådan

  • Tænd ovnen på 250 ° varmluft/grill
  • Læg peberfrugter og habanero med skindsiden OPAD
  • Grill i ovnen i ca 10 min – skindet skal være sort og kødet skal være ret mørt
  • Tag chili og peberfrugt ud af ovnen, afkøl let og læg i en koge/frysepose (som kan holde til varme temperaturer) – her efter lægges de på køl i ca. 30 min. (det var det trick, som jeg luftede ovenfor – det letter nemlig processen med at tage skindet af, idet kondensen/dampen vil få det til at slippe lettere)
  • Imens pilles hvidløg og overhældes med kogende vand (det er for at tage toppen af den ellers lidt barske smag – alternativt kan man bruge hvidløgspulver)
  • Når peberfrugter og chili er lettere afkølet, trækkes skindet af og kødet kommes i foodprocessoren
  • Kør frugtkødet indtil det er en helt glat og ensartet masse – tilsæt så resten af ingredienserne og kør igen til en helt fin masse
  • Smag til med lime, salt og olivenolie
  • Kan serveres med det samme, men bliver lidt mere fast, når det lige får lov at hvile på køl i nogle timer

dsc_0962

Be the first to comment

Spørgsmål, erfaringer og andre kommentarer modtages :-)