Helt grøn salat

I aftes skulle vi grille – det blev til et lækkert stykke varmrøget laks og dertil en helt grøn salat.
Der er jo som sådan ikke noget nyt under solen med sådan en salat – ja altså, lige bortset fra, at jeg lavede nogle af grøntsagerne i sous vide. For de, som måske tænker: “hva hulen har hun nu købt til maskinparken”, ja så kan jeg underholde med, at sous vide betyder “under vakuum”. Det går ganske enkelt ud på, at man vakumerer en given fødevare og tilbereder den i et vandbad ved en given temperatur. Fordelen ved at tilberede på denne måde er, at man kan bibeholde mere smag og næring i sin mad – og så er der super let at styre, så maden ikke over- eller undertilberedes. Det er så at sige lidt en snyde-genvej til et perfekt resultat.
Anyways… I aftes lavede jeg grønne asparges og broccoli – de fik begge 25 min ved 84 grader. Teksturen blev virkelig lækker – der var tilpas bid i. Det er bare ikke særlig fantastisk at få serveret en salat, med udkogt broccoli, vel…

Når jeg nu har sunget få varmt om sous vide – så vil jeg lige tilføje, at det også kan lade sig gøre at lave broccoli, uden en sous vide – normalt skærer jeg broccolien ud i mindre stykker, hælder den i en plasticbøtte med låg, drysser med lidt salt, hælder så kogende vand over og sætter låget på. Efter 15-20 min er broccolien tilpas efter min smag til en god salat.

Nå, det var et lille sidespring… Lad os tage opskriften:

Helt grøn salat

Ingredienser

  • 100 g edamame bønner
  • 2 små broccolihoveder uden stok
  • 1 bakke babyspinat (ca. 200 g)
  • 1 bundt grønne asparges (ca. 500 g, inden den træede ende knækkes af og kasseres)
  • 3 forårsløg
  • 2 spsk olivenolie
  • 1 spsk hvidvinseddike (eller anden lys eddike, fx æblecidereddike)
  • evt. en finthakket grøn chili (brugte en fireflame – de er rimelig milde)

Sådan

  • Sous vide vandbadet opvarmes til 84 °C
  • Knæk de træede ender af asparges, skyl dem grundigt og vakuumpak med en smule salt
  • Del broccolihovederne i små buketter, skyl grundigt og vakuumpak også dem med lidt salt
  • Læg den vakumerede asparges og broccoli i vandbadet – læg evt en tallerken på dem, så de holdes under vandoverfladen – indstil timer til 25 min
  • Skyl spinaten og hæld i en skål sammen med edamame bønner
  • Skær forårsløgene i tynde ringe og bland med eddike og olie og evt. chili – på denne måde lynmarineres forårsløgene, så de ikke er skarpe i smagen
  • Når sous viden pipper og har fuldført missionen, fiskes vakuumposerne op og de varme grøntsager nedkøles med det samme
  • Inden servering blandes hele balladen i skålen med spinat og edamame bønner

Så er der vist kun tilbage at sige:

Velbekomme 🙂

Be the first to comment

Spørgsmål, erfaringer og andre kommentarer modtages :-)