Hvad er sund kost hjemme hos os?

Hmm.. Med fare for at blive rigtig upopulær. så har jeg personligt et lidt anstrengt forhold til Sundhedsstyrelsens Anbefalede Kostråd. “Jamen dog, du kan da ikke betvivle de offentlige instanser – staten ved bedst… Gør de ikke!?”

Jeg kan desværre ikke give det endegyldige svar på “sund kost” for det er da blevet en sand jungle – den ene uge må vi godt, men ugen efter er det forbudt. Nej nej nej, ikke mere forbudt-stat hjemme hos os – men vi træffer nogle valg på baggrund af den viden vi har tilegnet os og de erfaringer vi har fået hen ad vejen. Så slut med forbudt og pænt goddag til “Jeg bestemmer selv – alting har en konsekvens, men det er i sidste ende mig, der er beslutningstageren – og så anerkender jeg konsekvensen”.

Da vi var på sommerferie insisterede jeg på at spise is – det var jo sommerferie for hulen. Så skal man da have en is, skal man ikke? Det tror jeg da nok lige, at man skal. Så jeg tog et valg om at holde sommerferie – med sund fornuft. Altså – jeg holder mig til kosten, men en enkelt lille is kan der vel godt blive plads til i ny og næ. Nøøørrhjj, den (læs “DE” – for der var flere) var god. Efter et par dage, lagde jeg mærke til, at jeg pludselig havde ondt i mine fødder igen – hey, det havde jeg ikk haft i over et halvt år. Altså med mindre, at jeg sådan virkelig har straffet dem med alt for lange shoppeture i lidt for smarte sko, på jagt efter den næste kjole. Jeg skød den hen og tænkte, at det vel var terrænet på campingpladsen. Efter endnu et par dage, fik jeg også ondt i knæ og hofter og snart også fingrene. Det var min konsekvens. Men også mit valg. Så nu har jeg truffet et andet valg. Nul is til mig – med mindre jeg selv har lavet den – for jeg har nemlig en ismaskine – wup wup, flødeis til mig og de andre herhjemme må også godt smage, hvis det er.

Sikke en detour – back on track. En kærlig overhaling af de anbefalinger, som gives til os alle, når vi kommer til doktoren og er lidt for brede over bagen, blodsukkeret er lidt skævt eller kolesterolet ligger så højt at det kildrer skt Peter under fødderne. Lad os se på dem… Svesken på disken, som man siger.
De GAMLE kostråd

Billedet her illustrerer SST’s kostråd – eller leveråd, om man vil, for det handler jo om andet end kost.

De fleste er bekendte med de energigivende næringsstoffer protein, fedt og kulhydrat. Man kan også nævne alkohol som energigivende, men det indeholder i reglen ikke rigtig nogen “næring” som sådan.

Jeg er jo ikke bare en sur gammel dame, så nogle af rådene her ved siden af, vil jeg gerne tilslutte mig – eller måske ændre en lille smule.

1 – Spis frugt og grønt.
Fruen: Nej og ja. Nej til frugt og ja til grønt. Frugt indeholder rigtig meget sukker. Det bevirker en hurtig blodsukkerstigning og efterfølgende hurtigt fald. Og så er man sulten igen. Øv. Hvis man vælger at spise bær derimod, får man et markant mindre blodsukkerudsving og derfor vil man heller ikke have det samme “aaarrrghh-jeg-er-sulten-IGEN-oplevelse”, som hvis man spiser frugt. Grøntsager – yup, giv den bare gas.

2 – Spis fisk og fiskepålæg flere gange om ugen.
Fruen: JA TAK, mere fisk.. Hjemme hos os spiser vi gerne fisk. 3 ud af 3 husstandsmedlemmer ÆÆÆÆLLLSSSKKKEERRR fisk. Og på mange forskellige måder. Men hvorfor er det sundt? Ja, altså. Der er jo den evindelige sang om, at fede fisk indeholder rigtig mange gode flerumættede fedtsyrer. Det er jo også rigtigt. Årsagen til, at vi har valgt at smide fisk i puljen med “sund kost” handler vist lige så meget om, at det smager sk… øh, sørme rigtig godt. Og så er både min mand og bonussøn et par glade lystfiskere – det er da win-win. Gratis mad – det er da altid livret. Og total sundt for økonomien – høhø. Fisk er en gavnlig kilde til protein og indeholder ingen form for kulhydrat – derfor påvirkes blodsukkeret ikke.

3 – Spis kartofler, ris eller pasta og fuldkornsbrød dagligt.
Fruen: Nej nej nej nej. Det hører ikke hjemme i den sunde kost hjemme hos os. Denne gruppe af fødevarer indeholder rigtig meget stivelse. Stivelse er også kulhydrat. Det nedbrydes forholdsvis hurtigt, frigives i blodet og så har vi den her blodsukkerstigning igen. “Men det er da kun diabetes-patienter, som skal passe på blodsukkeret..” Nøø, det er der egentlig ikke. Jeg har fundet ud af, at jeg (btw – jeg har altså ikke diabetes) er meget følsom for blodsukkersving. Som i – virkelig følsom. Jeg er fedmeopereret for mange år siden og konsulterede da også en diætist efterfølgende for at lære mere om, hvordan jeg skulle vælge min kost fremadrettet. Desværre virker den metode bare ikke for mig. Jeg har ikke taget på, men været 100 % styret af, hvornår der er spisetid, for ellers blev jeg virkelig eddike-sur. Så I kan nok forstå, at det sommetider har været hårdt at være mand hjemme hos os – hihi… Nå – et mindre sidespring, men pointen med dette er, at når jeg styrer mit blodsukker og holder det stabilt, så er det ikke kun mig, der får det bedre – det bliver også lettere at bo sammen med mig, når jeg ikke pludselig får sådan et blodsukkerstyrt.

4 – Spar på sukker, især fra sodavand, slik og kager.
Fruen: Yes, my dear. Og fjern det også gerne helt. Hvis nogen endnu ikke har opdaget det, så hedder min kæphest “Blodsukker”. For et ustabilt blodsukker gør bare intet godt for mig. Men det er ikke kun i de der åbenlyse “sukkerfælder”, hvor man skal være opmærksom på sukkeret. Frugt indeholder også rå mængder sukker. “Men det er jo frugtsukker – så er det da naturligt sukker” (denne sætning er udtalt af min søde mormor, som egentlig synes, at emnet kost er meget spændende og hun spørger gerne, når hun mangler svar. Der er altså bare nogle ting/læresætninger, som er svære at omprogrammere, når man er på vej til 80. Men hun er sgi frisk alligevel – det må vi give hende)

5 – Spar på fedtet, især fra mejeriprodukter og kød.
Fruen: Næh! ikke hjemme hos os. I dette kostråd bliver mættet fedt gjort til sorteper. Og det er da lidt ærgerligt. Hvem kan ikke lide en lækker rib-eye med en ekstraordinær god fedtmarmorering? Det er da for lækkert eller fløde i kaffen…
Men hvorfor er nu egentlig mættet fedt så udskældt. Ja, det er lidt svært at svare på, men en del af årsagen mener jeg skal findes i noget forskning, som blev lavet i forbindelse med indførelse af “fastfood-kæderne” – så forskningen er fra omkring 1980. Det er da ved at være et par dage siden, ikk? Man lavede dengang forsøg, hvor man forsøgte at finde ud af, hvad der gjorde folk tykkere. Fedt feder – det må jo være logik for enhver. Så man lavede forsøg, hvor man havde to grupper mennesker. Gruppe 1 skulle spise en kost, som indeholder meget vegetabilsk fedt, umættede fedtsyrer – altså planteolier, fede fisk osv. Gruppe 2 skulle spise en kost, som indeholder meget mættet fedt og transfedtsyrer – det kan være dybstegt mad, røde bøffer og piskefløde.
Er jeg den eneste, som undrer mig over, at transfedtsyrer og mættet fedt er havnet i samme gruppe? De har meget forskellige egenskaber – måske vidste man ikke det for 35 år siden. Men det ved vi nu. Så lad os ryste posen og være gale på transfedtsyrer og så lad mig spise min røde bøf og drikke fløde med kaffe… ups.. kaffe med fløde- høhø.
Kort fortalt – hjemme hos os er vi IKKE fedt forskrækkede. Fedt mætter godt, det sænker hastigheden for udtømning af maveindhold til tarmen og virker lige så godt som kulhydrat i cellernes stofskifte, når bare kroppen ikke får tilført en masse nemt omsættelig kulhydrat.

6 – Spis varieret og bevar normalvægtig.
Fruen: Det lyder jo ret fornuftigt. Også det der med normalvægt. Men altså… Jeg har lige smidt min badevægt ind i skabet – og der får den lov at stå, indtil den har sagt undskyld, Haha…
Selvfølgelig er det smart at holde normalvægten. Man kan jo diskutere, hvad der er smartest at gøre for at tabe sig – hvilken kost, hvor meget motion, fancy plastrer eller noget helt andet…
Hvis man skal se helt nøgternt på det, så kræver et vægttab jo i sagens natur, at der kommer mere ud, end der kommer ind. Baamm, banebrydende udtalelse. Nø, ikk rigtigt. Men det er sandt.
Kalorieunderskud vil få os til at tabe vægt. Så kommer den uendelige diskussion om, HVAD  det så er vi taber, når vi taber os. Er der muskler, væske eller fedt? Eller bare motivationen? Men hvor meget vejer den måske?
Jeg tror på, at det sommetider kan være gavnligt at skrive op hvad men spise og drikker og/eller tælle kalorier i en begrænset periode, hvis man enten står overfor et vægttab eller er gået i stå i processen. Det virker for mig, hvis jeg aftale med mig selv, at jeg skriver op i 3 dage, hvad jeg indtager – for så er det nemlig ret så let at gennemskue, hvor de ekstra kalorier gemmer sig. Er det pludselig blevet en vane at få fløde i kaffen og er det pludselig blevet fløde med kaffe. Har man vendet sig til at spise et par håndfulde hjemmelavede lakridsmandler om aftenen, når der alligevel kører en eller anden dødsyg film i flimmerkassen? Det er bare meget lettere at gennemskue, når det står sort på hvidt – i hvert fald i min temmelig analytiske tilgang til sådan et projekt.
Og så skal man spise varieret – 100 % ja til den. Af og til kan det være lidt svært at finde på nye retter hver eneste dag og nogle gange laver vi også en stor portion, så der er til to dage, fordi vi ved, at vi har travlt den kommende dag og så er det lige lidt nemt. Men i det store hele, så må det igen her være Summen af de valg, som jeg træffer…

7 – Sluk tørsten i vand.
Fruen: Ja, for det smager da dejligt med at glas iskoldt vand eller 2. Og skal man tabe sig, så er det da helt klar det allerbedste – der er nemlig ingen energi i. Jeg er lidt bred over bagen – ikke overvægtig, men bestemt ikke en laber fitness-sild – selvom det da kunne være utrolig lækkert, hvis det var tilfældet, men det siger mig absolut intet at køre til et fitnesscenter for pukle og svede i et par timer flere gange om ugen. Ikk rigtig. Det fungerer bare ikke for mig. Men så kommer vi da hen til den sidste anbefaling fra SST.

8 – Vær fysisk aktiv mindst 30 min om dagen.
Faktisk kan jeg blive lidt i tvivl om jeg egentlig har “pulsen oppe” i 30 min hver dag. Jojo, jeg rider da nogle gange om ugen – somme tider også nogle ret gode ture. Men man behøver vel reelt ikke at løbe, hoppe, ride eller lave badutspring for at få pulsen op.
Hvis man er i samme form som jeg (hvem siger, at rund, ikke er en dejlig form – høhø), så kan pulsen jo også komme lidt op, hvis man fx er alene hjemme, tænder for radioen på det der program, som spiller 80ér musik og skruer godt op og så giver sig til at støvsuge. Oppe og nede og danse lidt med hundene. Der bliver renere derhjemme, pulsen kommer en smule op og så bliver man da bare lidt glad i låget, når der kører “Walking on Sunshine” for fuld skrue og der kun er to hunde hjemme til at rapportere om begivenhederne.

Så hvad med om vi lavede lidt om på de der støvede kostråd…
Hvad med den her udgave?

 

Fruens reviderede kostråd

 

Som tidligere nævnt, så er den “sunde kost” hjemme hos os jo kun een ud af en fantasilion løsninger på en sund og nærende kost. Det her – det er bare den løsning, som har fungeret bedst for os indtil nu.

Er der mon andre, der har nogle erfaringer, som de har lyst til at bidrage med?