Kokoscurry med torsk og store rejer

Pasta? Yup, den er god nok… Min pasta er jo bare hjemmelavet og har for så vidt intet at gøre med almindelig pasta. Bortset fra, at den smager NÆSTEN som rigtig pasta. Opskriften på pasta ligger lige her og den består egentlig bare af flødeost og æg…

Resten af ingredienserne – ja de var tilpasset ALT det, som jeg havde lyst til i går. Jeg var ude at ride i går formiddags – efter en pause på næsten 14 dage, fy for skidt da, det var ikke godt.. Men både hesten og jeg overlevede da, hihi.. Vi var en tur omkring sømosen i Dronninglund Storskov. Der er sne og det var simpelthen bare fantastisk.

Se lige de her billeder:

hvem-har-brug-for-terapi

 

Eneste minus er, at jeg endnu ikke har fået anskaffet mig et par vinterridebukser, så jeg drøner stadig rundt i nogle, som altså er temmelig tynde – så har jeg bare uldbukser under, men det er ikke helt nok. De der blege lår-skinker jeg render rundt med, de bliver pi*** kolde og det tager timer at få ordentlig blodcirkulation i dem igen efter 1,5 times skovtur. Men jeg ville ikke bytte turen for varme skinker – høhø.. Jeg må få lavet den investering.. Snarest!

 

Så jeg havde brug for noget mad, som kunne sætte swing i cirkulationen. Og så havde jeg lyst til noget med fisk. Så det blev til denne ret:

Kokoscurry med torsk og store rejer

Ingredienser

  • 2 stk torskeloins
  • 100 g rå vannamairejer (mine var med haler, men det er jo ligemeget)
  • 1 spsk karrypasta
  • 2 spsk kokosolie (neutral smag)
  • 1 ds kokosmælk
  • 250 g wok-grønt (jeg har brugt en optøet frostblanding fra føtex – fungerer fint. Bruger du frisk grønt, kan de steges let møre lige efter rejerne er kommet af panden – tilsæt evt lidt mere kokosolie)

Sådan

  • Tø torsk og rejer op og skær torsken i mindre stykker – ca. 1½ cm X 1½ cm
  • Steg dem i 1 spsk kokosolie, så de lige præcis er næsten tilberedt – hæld i en skål og sæt til side
  • Steg så rejer i endnu en spsk kokosolie – de skal kun lige blive lyserøde, så skal de af panden og vente sammen med torsken
  • Hæld kokosmælk og karrypasta i panden og lad det koge op
  • Tilsæt de optøede grøntsager
  • Lad varme i nogle minutter
  • Kom fisk og rejer i saucen og servér med hjemmelavet “pasta”.

dsc_0772

Aktuelt har jeg den gule karrypasta i køleskabet – men denne ret kan lige så godt laves med rød eller grøn karrypasta – eller panang for den sags skyld. Fremgangsmåden er fuldstændig den samme.
Er man ikke super-tilhænger at alt for stærk mad, vil jeg anbefale at købe panang til at begynde med. Det er samme konsistens – altså en pose i et bæger med en rødlig grød/pasta, som røres ud i kokosmælk. Men prøv dig frem – det er altså vildt lækkert…

Jeg synes faktisk at de her er en god løsning, hvis man gerne vil eksperimentere lidt i retningen af det asiatiske køkken – når man fremsøger opskrifter på retter fra østen, synes jeg simpelthen, at der ofte er en ingrediensliste så uendelig lang, at det bliver for dyrt og med alt for meget spild, hvis man skal købe alle de ting. Sådan et bæger her koster typisk 20-30 kr i et etnisk supermarked og der er altså til maaaange måltider… Den gule her minder meget om karry – lidt stærkere og mere aromatisk, med flere variationer. Den røde er noget stærkere, mere chili-præget. Jeg er aldrig blevet helt fan af den grønne – synes kun den er stærk og ikke andet. Der imod er panangen virkelig krydret/spicy, men ikke til en omgang halsbrand. Behagelig varme og mange smagsnuancer.

 

Så er næste spørgsmål bare – hvor mon den nærmeste etniske butik ligger? Bum bum……

 

Velbekomme 🙂

Be the first to comment

Spørgsmål, erfaringer og andre kommentarer modtages :-)