Løgvafler

Den fede frue som mentor…..

Ja, nu har vi sgu hørt det med…

#nytiteltilCVet

Inden vi går til dagens opskrift, så skal I altså lige høre det her…

Jeg så et opslag på facebook for noget tid siden – der var et par, som gerne ville tabe sig ved hjælp af LCHF, men de synes det virkede temmelig uoverskueligt og eftersøgte derfor en slags kost-mentor.. Jeg gik og tænkte lidt over det (jeg har jo også leget med tanken om, om jeg egentlig burde blive kostvejleder) og så skrev jeg skisme til dem med et – måske lidt besynderligt – forslag… Jeg skrev i store træk noget i denne stil:

Jeg har en blog, som hedder Fruensfedeliv.dk – jeg har selv haft stor succes med at spise LCHFkost og har sat mig godt ind i det. Jeg vil godt tilbyde mig som mentor – kunne I til gengæld tænke jer at være en del af et lille projekt på min blog? Jeg vil gerne bruge jer som eksempel på de ting, som man kan komme ud for i et opstarts- og vægttabsforløb, når man skifter til LCHF-kost….

Overraskende nok – så var de bare sk*** friske…

Vi har aftalt, at jeg må have lov at dele deres tanker, motivation (evt. faldgruber) og oplevelser i forbindelse med skift fra en “helt almindelig kost” med mange kulhydrater og reduceret fedtindtag til LCHF.

Jeg er enormt spændt på samarbejdet – på bloggen har jeg lavet en helt ny fane, som hedder “NY MED LCHF” – her vil I kunne følge 2 meget motiverede og engagerede LCHF-novicer. Jeg glæder mig – gør I ikke?

 

Nå – men opskriften på løgvafler.. Den slipper I nu heller ikke helt for. Jeg bruger bl.a. løgvafler, hvis jeg synes, at jeg “mangler” noget til at anrette et stjerneskud på… Eller som “brødet” i en toast… Der findes simpelthen en fantasilion versioner af løgvafler ude på det store internet. I får min version lige her:

Løgvafler

Ingredienser

  • 3 æg
  • 2 dl piskefløde
  • 140 g taverna grillost (man kan også bruge andre oste – resultatet varierer selvfølgelig alt efter hvilken ost man vælger/har i køleskabet)
  • 4 skalotteløg
  • 2 tsk bagepulver
  • 2 dl pofiber
  • Salt/peber og evt krydderi efter ønske (jeg kunne godt bruge rosmarin, hvis jeg fx skulle have salat og resten af en rød bøf i tynde skiver ovenpå)

Sådan

  • Pil og skær top og bund af løgene – flæk på langs og skær tynde strimler
  • Riv grillost på den grove side af råkostjernet
  • Pisk æg og fløde godt sammen
  • Tilsæt resten af ingredienserne og pisk sammen til en grødet masse
  • Smag til med salt/peber/krydderi
  • Lad hvile i ca. 10 min – pofiberen suger væde og jævner dejen en smule
  • Min plastic-øse passede lige med, at jeg skulle bruge liiiige knapt 2 øser på en plade i min snack-collection med belgiske-vaffel-plader – der bliver to vafler af gangen

Så skal de jo bare serveres

Lige nå de er helt og aldeles nybagte, er det faktisk (ok) sprøde – hvis du ønsker at de skal beholde lidt crisp, kan du afkøle dem let på en rist, så de ikke suger kondensen, som når de ligger på en tallerken.

 

PSSSSTT: Man kan godt bruge almindelige løg, salatløg eller rødløg, hvis det er det, man har på lager…

 

Velbekomme 🙂

Be the first to comment

Spørgsmål, erfaringer og andre kommentarer modtages :-)