Madpakke-brød med råkost

Uha da… Det der med nyt arbejde… Jeg er viiildt glad for mit nye job – jeg føler mig tilpas udfordret fagligt, har fået nogle smaddersøde kolleger (det har jeg savnet det sidste år, hvor jeg har arbejdet alene i nattevagt) og så får jeg nu min nattesøvn….

Nu har jeg så småt været på arbejde i lidt over en uge og jeg kan sige så meget, at nu kan jeg næsten selv finde på toilettet – høhø… Ej, men kender I det, at man de første 14 dage på en ny arbejdsplads, bruger ret lang tid på liiige at finde sig til rette? Bare det at vide, hvor der er et ur, hvor er skraldespanden og hvordan tænder man lyset… Hvor kan hovedet dog være fyldt op af mange tanker, når man så endelig kommer hjem… Men til forskel fra før, ja så er det faktisk overvejende positive tanker, der gør sig gældende nu – det er sgu da lidt lækkert, hvar`?!

Men altså… Jeg har jo forsøgt at promovere Fruens Fede Liv (allerede til jobsamtalen – hihi) på min nye arbejdsplads. Så nu hænger jeg jo på den… Derfor skal madpakkerne jo også gerne leve op til damebladsidealet – men det skal gå stærkt om morgenen (læs: midt om natten, for jeg skal op kl 0500 – GAAAABB!!), det skal smage godt og så skal det se lækkert ud, når jeg åbner madpakken – mest fordi jeg er vildt sippet med min madpakke; jeg kan ikke døje en daggammel spegepølsemad, som har ligget en halv dag i en 30 grader varm skoletaske – IDRK!(#folkeskolemadpakkeissues).

Så jeg var en tur i køkkenet i weekenden.

Vi havde gæster til frokost i lørdags og havde i den forbindelse rigtig meget coleslaw i overskud. Jeg tænkte, at det kunne jeg vel bruge i et madpakkebrød – altså i brødet… Så jeg lavede følgende forsøg:

Ingredienser

2 håndfulde coleslaw (uden dressing – altså kun hvidkål og gulerødder)
4 æg
90 g valnødder malet til mel i foodprocessoren
½ dl hørfrø
½ dl solsikkekerner
1 dl græskarkerner
80 g fintrevet ost (jeg brugte gouda – man kan også bruge en mere salt, hård ost, det giver en mere karakteristisk smag)
1 dl pofiber
2 spsk loppefrøskaller
½-1 tsk salt
2 tsk bagepulver

 

Sådan

Kør valnødder i foodprocessoren til de er malet helt fint til mel – mine kørte et øjeblik mere, så olien så småt begyndte at trække ud. Tilsæt grøntsagerne og æg og kør massen lidt. Bland resten af ingredienserne i og vend det hele sammen til en ensartet masse og lad dejen stå i 10-15 min for at fibrene kan suge væden.

Del dejen i to og form 2 aflange, flade “flutes”. Mine var ikke mere end 2 cm høje. Drys evt med sesam, hørfrø, flagesalt eller andet du måtte have lyst til.

Bages på en bageplade i almindelig ovn ved 180 grader i ca. 25 min.

Da de var afkølede, skar jeg dem ud i passende stykker (hvert “flute” blev skåret ud i 3 stk), flækkede dem og lagde madpapir imellem, inden de kom på køl.
Meget LCHF-brød er primært baseret på æg og/eller ost, derfor foretrækker jeg enten at have det på køl eller frost. Og når brødene bliver frosset ned som her, er det meget nemt at snuppe et stykke op om aftenen, når man skal lave madpakke. En kvik tur på brødristeren og så fylder man bare det fyld i, som man bedst synes om…

Be the first to comment

Spørgsmål, erfaringer og andre kommentarer modtages :-)