Spicy kål

Uha, er det bare mig, eller blev der efterår i løbet af en nat???

Og så har det været noget stille her på bloggen de seneste par uger… Det skyldes til dels, at jeg har været meget optaget af at forsøge at komme godt på plads på mit nye job… Jeg har jo egentlig haft lidt af en loppetjans siden jeg blev uddannet SSA. Men nu har jeg fået mig et job, hvor jeg kan få lov at spille på alle tangenter, som man siger. Jeg bliver udfordret fagligt – og jeg stortrives med det.. Det er så fedt.. Men det har sørme også betydet, at jeg lige pludselig fandt mig selv i en situation, hvor jeg uofficielt har “lektier for” – høhø… Bevares, ingen beder mig om at læse, men for at jeg kan yde mit bedste og præstere i det faglige niveau, som jeg ved, at jeg kan – ja, så må jeg skisme have skolebøgerne frem igen og få rusket op i de små grå…
Men jeg tror nu, at det faktisk er sundt nok af og til – liiige at få rystet op i det som “vi plejer at gøre” – forstået på den måde, at mange ting opgaver bliver en selvfølge, men hvorfor er det lige helt præcis, at vi gør som vi gør..

 

Jeg har jo et godt stykke vej på arbejde – det betyder, at jeg er oppe kl. 0500 om morgenen, når jeg skal møde kl. 0700… Jeg synes godt nok, at det føles som midt om natten. Men jeg er sikker på, at jeg overlever, når bare jeg kan få lov at drikke min morgenkaffe i køkkenet med en pind på “brasen” (for de uindviede, så er brasen altså brændeovnen) – det er sgi da lidt hyggeligt, er det ikke?

Men når det så er sagt – altså, at jeg har spildt alt mit pyller ud over jer, med at jeg skal tidligt op, så havde jeg det meste af eftermiddagen fri i går. Det blev til en lækker omgang zoneterapi på vej fra job og så lidt køkkeneksperimentering, da jeg kom hjem..

Min bedre halvdel, som arbejder godt 12 timer ad gangen, havde dagvagt i går og derfor skulle vi først spise kl. 2030 – men pyt.. Jeg gik igang med at eksperimentere med at lave mørdej – for der er altså særligt eeeen slags kage, som jeg rent faktisk savner… Kan du mon regne ud, hvad det er? Originalen indeholder rå mængder sukker og er en af de kager, som børn ofte peger på, hvis du selv må vælge kager hos bageren…

PSSSST – du får opskriften i morgen…

Men efter vellykket mørdejs-eksperiment (#selvfed, for det gik reeeet så godt) måtte jeg jo se på aftensmaden. Vi havde et hvidkål i grøntskuffen – og det var ærlig talt ved at se lidt kedeligt ud. Så med mindre det skulle gå til spilde, så var det ved at være tid til, det skulle bruges.

Så derfor… Her får I min version af en krydret kål-ret, som bare var ski** go’… Helt eminent til det blæsende, kølige efterårsvejr og så er det helt tosse-billigt at lave… Og det smagte fantastisk.

Portionen passede godt og vel til os to, for vi var hundesultne. Ellers vil jeg mene, at der godt kunne være mad til 3.

Ingredienser

7-8 store kålblade
Den blege ende af en porre (den grønne ende ryger ud i “god-smag-skuffen” i fryseren til senere brug)
2 små løg
Godt med kokosolie (eller smør/ghee)

Krydderblanding (sådan ca.)
2 spsk tørrede chiliflager (kan reduceres, hvis man ikke ønsker stærk mad, men synd at undlade)
1 tsk koriander
½ tsk spidskommen
½-1 tsk cayennepeber (kan undlades, hvis man ikke ønsker en stærk ret)
1 spsk salt
1 spsk hvidløgspeber
1 spsk sukrin gold (samme som suvida gylden – altså den fra bilka)

Sådan

  • Tænd ovnen på 170 °C / varmluft og evt grill – alternativt hæves temperaturen lidt og der kan bruges alm ovn
  • Skær kålen i lange strimler
  • Rens og skær porre i mindre stykker
  • Skær løg i passende stykker
  • Opvarm en stegepande med rigelig mængde kokosolie (smagsneutral)
  • Steg grøntsagerne til de bliver let brankede i kanten (steg lidt af gangen for at holde den høje TP i panden og læg den stegte kål i et ildfast fad) Drys med lidt krydderi-blanding, hver gang du steger – sukrinen skal “karamelisere”
  • Når alle grøntsager er stegt, sættes fadet i ovnen

Stegetid i ovnen er faktisk lidt underodnet – alt mellem 30-90 min kan sagtens gå. Husk dog at rode lidt rundt i det med ca. 20 min. interval.

Her er kålen serveret med et kyllingbryst, som er skåret igennem på tværs, fyldt med fløde ost og pakket ind i livsglæde…. øh, jeg mener bacon….

 

Hvis der nu havde været overskud, så kunne jeg godt have fundet på at servere det kold til morgenmad med et par spejlæg… Eller lige smide det på panden igen og slå et par æg ud direkte deri og stege det sammen, så der kommer små røræg-klumper deri.

 

Velbekomme

Be the first to comment

Spørgsmål, erfaringer og andre kommentarer modtages :-)