Nøddekage med choko-ganache og havtorn-mousse

I søndags – inden Kiddo skulle med toget – sagde jeg til ham: “Nu husker du, at årets vigtigste dag er på onsdag!?”
Det kære barn reagerer ved at rulle med øjnene og udbryde opgivende: “Nåh ja, det er din fødselsdag”…

Skod-unge – høhø…

Men skidt – så længe han husker den… *winkwink*

Jeg havde oprindelig vagt fra kl. 0700 – 1300. For et stykke tid siden fik jeg at vide, at jeg liiiige blev forlænget til kl. 1400.. Nårh ja, herregud.. 1 time til eller fra… “Ja, Line – det er jo fordi vi har personalemøde fra kl 14-16.. Altså bare så du ikke skal gå og kede dig mellem 13 og 14″… Høhø – super.. Så er jeg hjemme kl 1700 i stedet for kl 14. Så jeg sagde pænt tak, fordi jeg måtte have lov at tilbringe det meste af min fødselsdag på mit arbejde – hertil var responsen: “Har du fødselsdag den dag?! Så tager du vel kage med, ikk!?!”

Orke jow – selvfølgelig tager jeg da kage med. For jeg kan tilfældigvis godt li kage… Og hvis jeg selv vil have et stykke, må jeg selv bage det.
Hvad har vi mon i gemmerne til at bygge en kage med? Der er nødder og chokolade.. Og så har jeg noget havtorn i fryseren.. Så.. Hvad med at jeg laver en mousse-kage? Altså en nøddebund med mousse ovenpå? Ja, jeg synes altså det er en god ide – så sådan blev det.. Det er trods alt min føs’da’!

Kagen består af 3 elementer:

  1. Nøddebund
  2. Chokolade-ganache
  3. Havtorn-mousse

Og så skal den selvfølgelig pyntes… Med… øh – noget…

 

Nøddebund

Ingredienser

  • 150 g nødder (denne gang halv mandler og halv hasselnødder)
  • 3 æggehvider
  • 50 g sukrin (evt 50/50 kokossukker og sukrin)
  • 1 tsk vaniljepulver
  • kokosolie eller smør til formen

Sådan

  • Rist nødderne i ovnen ved 225 °C alm. over/undervarme (ca 10 min) og afkøl dem – skru ovnen ned til 200 °C
  • Hak nødderne groft i foodprocessoren (eller helt fint, hvis du ønsker dette)
  • Pisk sukrin, vanilje og æggehvider længe – indtil de bliver helt stive
  • Vend nødderne i hviderne
  • Smør formen (min er en springform Ø=23 cm) og kom dejen deri
  • Bag i 15-20 min
  • Afkøl bunden i køleskab, mens du forbereder mousse/ganache

Choko-ganache

Ingredienser

  • 2½ dl piskefløde
  • 150 g mørk chokolade (miiiiindst 70% kakao)

Sådan

  • Smelt chokoladen over vandbad
  • Pisk fløden let (ikke så stift, at det kan sprøjtes ud – endnu)
  • I den let piskede fløde, tilsættes den smeltede chokolade i en tynd stråle, mens der piskes videre – massen vil nu samle sig og blive lidt mere fast – pisk den endelig ikke for meget!!!
  • Bred ud med en spatel på den afkølede bund og sæt herligheden på køl, så moussen kan sætte sig

 

Havtorn-mousse

Ingredienser

  • 200 g havtorn
  • 75 g sukrin
  • 3 blade husblas
  • 1 ægghvide
  • 2,5 dl fløde

Sådan

  • Kog havtorn med sukrin og blend det sammen med stavblenderen
  • Udblød imens husblas i rigelig koldt vand
  • Sigt havtorn-pureen og rør den udblødte husblas ud i den lune, sigtede pure (smid den grynede masse med sorte kerner, som er tilbage i sigten, væk)
  • Pisk hviden helt stiv og vend den lidt efter lidt i den svalede pure
  • Pisk fløden, så den er let og luftig – ikke sprøjtestabil som til en lagkage, hvor den skal tylles ud på kanten
  • Vend forsigtigt havton-massen med fløden – den er endnu meget flydende
  • Lad evt massen køle i 10 min i køleskabet, inden den hældes over choko-ganachen – den skal nemlig have sat sig rimeligt, inden havtorn-moussen kan hældes ovenpå – ellers vil skillet mellem de to bliver ujævnt og snittet i kagen bliver ikke så skarpt og fint, som ellers.

 

TIP:

Synes du også, at det lyder som et dagsprojekt?? Naaa.. Det er faktisk ikke så galt… Noget helt andet er, at bunden fx kan fryses – så det er muligt at lave den i forvejen. Men når man først er igang, så går det sagtens.

Hvis man er mere til lagkage, lan man lave nøddebunden i dobbelt størrelse og dele ud i 3 lidt mindre springforme (Ø= 20 cm) – så er der nemlig 3 stk lagkagebunde – så er det bare at lave fyldet…

 

PYNT:

Jeg er jo lidt pyntesyg – jeg har før arbejdet en del med fondant, men ærlig talt, så synes jeg lidt at det er spild af penge. Det er et meget stort arbejde at stå at lave og forme osv – for de fleste spiser det ikke, fordi det har konsistens som modeller-voks og udelukkende smager af sukker… Så.. Whats the point…?! (Jeg har jo også selv frasagt mig sukker..) Derfor er jeg gået mere over til at pynte med fx chokolade nødder, smørcreme eller stabiliseret fløde, når jeg skal lave kager… Og så har jeg selvfølgelig glimmer og glitter og alt muligt (#detharalledaidereskøkken)

dsc_0547

Denne gang er kagen pyntet med alm flødeskum på siden og så er der lidt hakkede pistacie-nødder med guld-glimmer på toppen…

 

Jeg må desværre fortælle, at jeg ikke har et billede af snittet på denne kage – den blev, som tidligere nævnt, spist på et personalemøde – jeg har endnu ikke fået klager, så i bedste nordjyske stil går jeg ud fra, at den var “go’ nok” – hihi…

Be the first to comment

Spørgsmål, erfaringer og andre kommentarer modtages :-)