Pizzaboller med blomkål – til madpakken

For ikke særlig lang tid siden, synes jeg egentlig, at jeg havde lyst til at lave noget, som kunne komme i fryseren – for at det så skulle være smaddernemt, når jeg (igen) er på vej ud ad døren kl kvart i bæ om morgenen og har glemt at tænke på madpakke… Jeg havde en rest blomkål og en lille smule kål i køleskabet, som efterhånden sang på sidste vers… Desuden havde jeg set en opskrift på pinterest, hvor en pige havde lavet boller, som bestod af knapt 50 % ost. Og da jeg så, at jeg havde et stykke spegepølse og lidt skinketern også – så var sagen klar:
Jeg måtte lave

Pizzaboller med blomkål

Ingredienser

Til ca 10 stk

  • 350 g blomkål/kål (eller andre grove grøntsager, som ligger i køleskabet og ser træls ud)
  • 350 g revet ost – jeg bruger gerne gouda eller emmenthaler (riv selv – ellers OBS kulhydratindhold på færdigrevet)
  • 3 æg
  • 1½ dl pofiber
  • ½ dl piskefløde
  • 2 tsk bagepulver
  • ca 150 g skinkertern og/eller spegepølsetern, pølsestykker – you name it
  • ½ tsk salt
  • 1 tsk hvidløgspulver (hvis man synes om det)
  • 2 spsk oregano + oregano til drys

Sådan

  • Tænd ovnen på 200 ºC varmluft
  • Skyl grøntsager og skær i lidt mindre stykker – hak i foodprocessoren med den store S-kniv til det er fuldstændig hakket i småstykker
  • Tilsæt æg og kør igen til en ensartet masse
  • Tilsæt revet ost – kør igen
  • Put så pofiber, fløde og bagepulver deri og lad dejen køre 1 minuts tid, så de
    n er rimelig sammenhængende
  • Hæld over i en skål og tilsæt skinke (spegepølse eller hvad du ønsker), samt oregano, hvidløgspulver og salt og
    vend godt sammen, så skinketern er jævnt fordelt
  • Klat så dejen ud på en bageplade, beklædt med bagepapir – jeg kan have 5 på hver plade – drys med mere oregano
  • Jeg bager kun en plade af gangen, da min ovn bager enormt ujævnt ellers – bager dem ca. 15-20 min
    – har man en bedre ovn end min, kan man helt sikker bage begge plader på en gang og blot øge bagetiden en smule

Så er der ikke andet tilbage end at sige vær så god at glæde dig til du skal skynde dig afsted på arbejde og derfor skal have sådan en lille  en med til madpakken… De smager også rigtig lækkert, når de er nybagte – men sådan er det jo med det meste… På jobbet kan du smide den frosne Pizzabolle en kort tur i microen eller evt på brødristeren – det er dog ikke en succes at riste dem for længe – så synes jeg, at skorpen bliver lidt sært sprød/porøs…

Velbekomme 🙂

1 Trackback / Pingback

  1. Chicken Taco Tomatoes – Fruens Fede Liv

Spørgsmål, erfaringer og andre kommentarer modtages :-)