Salat – med inspiration fra middelhavslandene

Lige i forlængelse af indlægget med de Græske Kødboller, synes jeg da ikke, at I skal snydes for den salat, jeg lavede dertil. Portionen her passede fint til 4 måltider herhjemme - aftensmad og forkost dagen efter til to personer.
Jeg tror ikke, at man finder så mange salat i syden, der i høj grad består af kål - det er vi nok mere forfaldne til herhjemme. Men nu er det sådan, at kål bare mætter rigtig godt og derfor har jeg valgt at kål, skal danne bund for denne salat.

TIP: Man kan jo lave en klassisk olie-eddikedressing dertil - evt med lidt krydring i form af urter, citrus og/eller løg - i forholdet 3 dele olie til 1 del eddike efter eget valg (æblecidereddike, rød eller hvid balsamico, etc.)

Opskrift

Ingredienser

  • 400 g spidskål
  • 100 g rucola
  • 125 g cherrytomater
  • ½ agurk
  • 1 peberfrugt
  • 100 g oliven
  • 125 g feta/salatost

Sådan

  • Skyl og snit spidskål meget fint
  • Skyl rucola og lad det dryppe af på et rent viskestykke
  • Del agurken på langs og fjern kernerne med en ske - skær i mundrette halvmåner
  • Skyl tomater og skær dem i halve eller kvarte - afhængig af størrelse
  • Skyl peberfrugt og fjern kerner og stilk. Del i 3 mindre stykker og skær i tynde strimler
  • Hæld oliven i en sigte og lad den dryppe af - bruger du oliven med sten, kan det være en fordel at udstene dem
  • Skær/smuldr feta i passende stykker
  • Vend alle ingredienser forsigtigt sammen - gem evt lidt feta, tomat og oliven til afpyntning inden servering

Jeg har fundet sådan nogle her på ebay, hvor man nærmest skræller kålen af - så bliver det virkelig fintsnittet.

TIP: For farvernes skyld - og ved et rent sammentræf - fandt jeg en lille bakke med små tomater i forskellige farver og sorter. Og det ser da lidt lækker-flot ud med både gule, røde, orange og mørke tomater, ikk...

 

TIP 2: Kernerne i agurken afgiver over tid, rigtig meget vand. Derfor fjerner jeg dem og på den måde, undgår jeg en smaddervåd salat, når den skal spises i madpakken dagen efter.

Salat med inspiration fra middelhavs-landene - her serveret med Græske Kødboller

Velbekomme 😀

1 Trackback / Pingback

  1. Græske kødboller – Fruens Fede Liv

Spørgsmål, erfaringer og andre kommentarer modtages :-)