Tomatsuppe – Kiddo’s hjemmelavet

Som lovet, får I her den tomatsuppe, som Kiddo lavede til vores bryllupsdag.

Sandt at sige, så havde vi faktisk begge to glemt, at det var ved at være vores bryllupsdag, indtil jeg kom i tanker om det aftenen forinden. Så vi havde jo ikke planlagt noget som helst.. Og det der med gaver – det blev heller ikk rigtig til noget. Men skidt – vi nød dagen alligevel, da vi endelig kom i tanker om det… Så – 6 års bryllupsdag, blev “fejret” i ro og fordragelighed 😉

Kiddo fik lov at stå for menuen – han synes, at vi skulle lave tomatsuppe. Så det var sådan, det blev. Han er jo glad for at være med i køkkenet og kan faktisk lave rigtig meget mad selv. Det er ret godt klaret, synes jeg (Psst – har du prøvet Kiddo’s Kødboller? Dem lavede han til sine fødselsdagsgæster, da han blev 11 år).
Vi taler en del om, hvilke smage, der er gode sammen – hvem, der er “gode venner” i køkkenet. Og når det gælder tomat, så ved han, at tomat er rigtig gode venner med ansjoser og blå ost. Ja, det lyder måske lidt skørt, men jeg giver garanti for, at du aldrig vil lave en tomatsuppe igen, uden de to ting! De giver suppen en helt anden dybde og fyldig, fed smag. Det skal alle unde sig selv at prøve.

Men tilbage til opskriften:

Kiddo’s hjemmelavet tomatsuppe

Ingredienser

  • 1 løg
  • ½ dl god olivenolie
  • 2 tsk hvidløgsgranulat eller fed hvidløg
  • 1 spsk tørret timian
  • 140 g tomatpure
  • 50 g ansjosfiletter
  • 100 g blå ost (gorgonzola-like)
  • 2 dåser hakkede, flåede tomater (i alt ca 800 g)

Til anretning – en god skefuld cremefraishe 38% eller mascarpone og et drys tørret persille

Sådan

  • Pil og hak løg groft, varm olivenolie i en gryde og steg løg glasklar
  • Mos ansjosfiletter med en gaffel og steg dem af i gryden sammen med tomatpure – det skal ikke branke, bare lige riste lidt for at udvikle smagene
  • Hæld tomater i og rør godt sammen
  • Tilsæt blå ost og lad det smelte
  • Lad suppen koge godt igennem og blend den helt glat
  • Server med cremefraishe eller mascarpone og tørret persille

Velbekomme 🙂

Be the first to comment

Spørgsmål, erfaringer og andre kommentarer modtages :-)