Uge 4 – Mettes historie om at slippe for sukkertrang

I denne uge bliver indlægget om Mette og Søren lidt anderledes – Mette har denne gang selv skrevet lidt om, hvordan det er at slippe af med et sukkermonster, som har forfulgt hende i mange år.

Først synes jeg lige, vi skal se, hvordan det går med vægten.

Dato Mette Søren
1/1-17 123,4 kg 159,2 kg
14/1-17 118,4 kg 149,3 kg
21/1-17 116,7 kg 147,8 kg
28/1-17 115,6 kg 146,7 kg

Status efter de først 4 uger – Mette har altså tabt 7,8 kg og Søren har tabt 12,5 kg. Mega snyd, at mænd taber sig hurtigere end kvinder – hihi, men sådan er vores kroppe jo lidt forskelligt indrettet.

Lad os høre, hvad Mette har at sige om sit sukkermonster:

Omkring sukkertrangen kan jeg fortælle at vi begge to har oplevet noget helt utroligt med at den er helt væk efter få dage på LCHF.
Det gør bare det hele meget nemmere at holde kuren, når ikk man føler en kæmpe trang til sukker, slik og andre “forbudte” ting hele tiden. Vi har endda været til fødselsdag og hos venner og spise men klarede det såå fint uden at falde i. Til fødselsdagen havde vi bare selv lidt LCHF kage med.
Jeg har i 30 år haft en kæmpe lækkersult hele tiden, jeg har følt mig som en narkoman efter usunde ting. Kunne gå rundt og rode i alle skabe efter noget, endda gå i børnene slik hvis trangen blev for stor. Det var en frygtelig afhængighed, så I kan nok forestille hvor en stor lettelse det er at være fri for den nu.
Vi har begge to også haft tendens til overspisning og derved fået alt for mange kalorier pr dag. Men det er vi også ved at have godt styr på efterhånden.
Jeg har fået er vide at det vigtigste ved denne kost er et stabilt blodsukker og derved forsvinder lækkersulten og det er fantastisk 👏🏼

Men hvad er det egentlig liiiige, der sker i kroppen, når vi spiser alt det sukker? Her tænker jeg på kulhydrater som helhed, for de nedbrydelige spaltes jo i kroppen til det rene sukker.

Kroppen nedbryder kulhydrater til 2 former for sukker – glukose og fructose.

Glukose i sin reneste form smager ikke sødt, den kan metaboliseres (forbrændes) i alle kroppens organer – rent faktisk kan alle levende organismer forbrænde glukose. Hvis kroppen slet ikke får glukose, vil den selv producere det (husk, at vi jo får lidt kulhydrat fra grøntsager – omend en lille del, men den er der). Rent faktisk omsættes  kun 20 % af glukosen i leveren – de resterende 80 % forbrændes i kroppens andre organer.

Fructose – smager mega sødt. Det kan udelukkende forbrændes i leveren, hvilket i sagens natur vil bevirke at leveren kommer på overarbejde. Rent faktisk kan man sige, at fructose i flere henseender minder om alkohol – det er energigivende, metaboliseres kun i leveren og omdannes til leverfedt.
Overdrevet brug vil med tiden forårsage insulinresistens – derfor skal der produceres mere og mere insulin, fordi kroppen bliver dårligere og dårligere til at bruge det, den har – dermed øges vægten – man risikerer højere blodtryk, hjerte-kar sygdomme, kuk i celledelingen (cancer) og rent faktisk også fysiske ændringer i hjernen, som fører til demens-sygdomme.

Bum, så fik vi da lige styr på, hvad fructose er for en størrelse. Naaa – der er jo altid mange sider at samme sag, det ved vi alle. Men det er da alligevel bemærkelsesværdigt, at vi har præsteret at få opbygget en (kost)kultur, hvor alt skal være low-fat, diet, fedtreduceret og hva hulen de ellers kalder deres “helse-produkter”.

En tommelfingerregel kan være: Indeholder denne fødevare mere end 5 ingredienser – så er det ofte en praj om, at det er en meget processeret fødevare og det er tvivlsomt, hvor meget “rigtig” mad der egentlig er deri.

Men hvorfor er det egentlig muligt at spise mere mad, end vi rent faktisk har brug for – for det er jo nærmest kun sådan, at vi kan blive overvægtige…

Tesen har jo i mange år lydt således:

Hvis du er overvægtig, så skal du nedsætte dit kcal-indtag og træne mere og hårdere

Det giver jo i bund og grund også vældig god mening – hvis altså det ikke lige var fordi, at det rent biokemisk var UMULIGT!

Og hvad mener hun så med det – jow, nu skal I høre… Svaret er såmen at finde i vores hormonsystem.

Når man er normalvægtig, indtager en fornuftigt sammensat kost, produceres et hormon (vha indtaget fedt), som hedder Leptin – det sender besked til hjernen om, at man er mæt og klar til fysisk at forbrænde energi – altså at man er fysisk ovenpå og har krudt til at forbrænde energi.

Er man overvægtig – altså pga for højt kulhydratindtag gennem mange år – så bombarderes hjernen med signaler fra Leptinen – desværre opfattes signalerne ikke korrekt. For i det tilfælde, at man indtager så mange kulhydrater, har man enorme mængder insulin (yup – det er også et hormon) til at ligge latent i blodet, så det er klar til at sænke blodsukkeret ved næste bombardement af kulhydrater. Og desværre er insulin et utrolig potent hormon – og det blokerer simpelthen for signalerne fra Leptin – og pist væk var så signalet om, at man er mæt. Og så er det da ikke nemt at bilde sig ind, at broccoli er det vi har mest brug for og bedst af, når kroppen konstant mener, at vi er sultedøden nær…

Ex: En gennemsnitlig kvinde har brug for ca 2000 kcal dagligt – hvis store dele af den energi kommer fra kulhydrater (der spaltes til fructose), vil ca 500 kcal lagres som fedt via leveren – det vil sige, at man rent faktisk kun har 1500 kcal til sit daglige energiforbrug. Og det er jo ikke så heldigt – når kroppen har indtaget 2000 kcal, men kun har 1500 kcal til rådighed, vil det bevirke, at kroppen udmattes – man bliver doven og træt… Og sulten… Så sidder man på sofaen… og spiser chips. For det er det, som kroppen skriger på – nemt omsættelige kulhydrater.

Gennem de sidste 30 år har vores globale kost-kultur ændret sig radikalt – der er ALTID mad tilgængeligt. Hvem fik ideen til at tankstationer, som jo skal sælge brændstof til biler, skal sælge chokoladebarer, franske hotdogs og cola???

Vores kost er gået fra “rigtig mad” med naturlige ingredienser – til noget, som jeg dårligt nok har lyst til at fodre mine hunde med.
Det bedste eksempel er fx pizzatopping – den der look-a-like revet ost til at komme ovenpå hjemmelavet pizza. Det er nemlig slet ikke ost – indholdet deri er fuldstændig strippet for naturligt fedt – i stedet er det erstattet med processeret palmeolie, majsstivelse (det er sukker) og kartoffelmel (prøv lige at læse den her artikel fra politikken.dk). Det er så langt fra den naturlige form, at kroppen døjer med at hitte ud af, hvad den skal opsætte det til.

Ud over vores hormoner, har også hjernens belønningscenter indflydelse på, at vi godt kan spise mere, end vi har brug for.

Leptin, atså vores mætheds-hormon, har virket rigtig fint de sidste 15.000 år – men det har vi fået fucket rigtig godt og grundigt op…

For at finde ud af, hvad det handler om – skal vi se på hjernens biokemi. Vi har altså præsteret at “spise Leptins funktion ud af drift”, så at sige. Og så sagde jeg vist nok også noget med et belønningscenter oppe på 1. sal… Jow jow, det kan vi også sagtens lave kuk i.

Belønningscenteret hedder også Nucleus Accumbens (#totalligegyldiginfo #deterrenblær). Her huserer et signalstof, som hedder dopamin. Når dopamin frigøres i belønningscentret og opfanges af receptorerne medfører det en følelse af noget rart, glæde og tilfredstillelse. Dopamin kan fx udløses af noget, som smager godt – fx sukker. Det er alletiders dopamin-udløser. Når man så spiser enormt store mængder sukker, vil der udløses rigtig meget dopamin og receptorerne bliver derfor bombarderet kontunierligt. Men der er hjernen også så smart indrettet, at den bare nedregulerer receptorerne, således, at vi ikke rigtig kan optage de store mængder dopamin. Men det betyder jo også, at vi ikke vil opleve den samme glæde og tilfredsstillelse ved at spise noget sødt. Det er faktisk muligt at bevise ved scanning af en hjerne:

Foran en overvægtig (som dagligt indtager store mængder sukker/kulhydrat) placeres en fastfood-burger. På scanningsbilledet vil belønningscentret lyse meget op – aktiviteten øges nemlig der. Når forsøgspersonen får lov at spise burgeren, ses det, at belønningscentret fader meget ud – aktiviteten (dopaminudløsning) i belønningscentret nedsættes. Personen får nemlig slet ikke det kick, som hav havde forventet. Så for at få udløst den samme mængde dopamin, må han spise nogle flere burgers.

Jeg synes, at det er meget tankevækkende, hvor stor lighed der er mellem mad og euforiserende stoffer – når man tager speed fx, vil der også frigøres store mængder dopamin – med tiden nedregulerer hjernen receptorerne og den stofafhængige vil have brug for større og større mængder speed for at få det samme kick…

Nu skal jeg vist også passe på, at jeg ikke kravler op på en højere hest, end jeg kan tåle at falde ned fra. Der er, som jeg nævnte i begyndelsen, enormt mange sider af samme sag. Det kan jo være ret kontroversielt at sidestille speed med sukker – men hvad der sker rent biokemisk i hjernen, er altså temmelig ens. Så jeg kan faktisk godt forstå, at det kan være temmelig svært at styre den der pendul-arm, der farer frem og tilbage mellem slikskål og mund.

Hvis du har været standhaftig nok til at læse med indtil nu, så kan det være, at du måske kan genkende nogle af de problematikker her – og jeg holder på at:

INGEN KAN OVERVINDE EN BIOKEMISK PROCES MED REN VILJESTYRKE!!!

Men man kan hjælpe biokemien lidt på vej ved at skære ned på sukker (og processeret “mad”) – og så har man taget det første skridt i retningen mod et lettere liv.

For de, der ikke har gættet det, så er det altså ikke mig, som har forestået forskningen, som ovenstående er baseret på. Det er et kæmpe team på University of California, med Michael Pollan i spidsen. Og man kan læse og lære meget mere på UCTV “The Skinny of Obesity”

3 Trackbacks / Pingbacks

  1. Uge 6 – Det fede liv – er fedt så farligt? – Fruens Fede Liv
  2. Uge 6 – Slut med fedtforskrækket, men hvad skal man vælge? – Fruens Fede Liv
  3. Uge 7 – Upcomming fødselsdag #cheatdays ?!?! – Fruens Fede Liv

Spørgsmål, erfaringer og andre kommentarer modtages :-)