Wienerschnitzel – The Upgrade

Wienerschnitzel… Jeg ved godt, at der er mange, som siger, at når bare kvaliteten af kødet er i orden og man tilbereder korrekt, så er wienerschnitzel virkelig lækkert… Måske dem af kalv – det kunne jeg være tilbøjelig til at tro på.. Men dælme ikke en svine-wiener… Jeg synes, at kødet er kønsløst og tilbøjeligt til at blive liiiidt tørt og kedeligt… Men da vi købte gris før jul, var der jo altså nogle schnitzler med – og så skal vi have schnitzel!

Jeg valgte dog at upgradere wiener-børgen lidt, ved lave dem ligesom Cordon Bleu.. Det er egentlig ikke så svært, men helt vildt lækkert.. Se lige her:

Wienerschnitzel version 2.0 – The Upgrade!

Af denne portion får du 3 wiener-cordon-bleu

Ingredienser

  • 3 wienerschnitzler
  • 3 tykke skiver ost
  • 6 skriver kogt, røget skinke
  • 3 spsk grøn pesto (normalt ville jeg selv lave, men det var tiden ikke til denne dag, så det blev den nemme løsning med købe-pesto)
  • Svinefedt til stegning
  • Panering med fedtreduceret sesammel, æg og knuste flæskesvær*

*Husk at det skal være de der flæskesvær uden fedtkant – som egentlig bare er puf-luft.. Ikke slagterens de ægte..

Sådan

  • Find kødhammeren frem og gå bersærkergang på wienerschnitzlerne – der er sikkert en mand/kone/søn/datter/kollega/chef eller noget, som har været irritterende i løbet af ugen.. og sådan nogle schnitzler – de kan bankes rigtig meget ud
  • Smør overfladen med pesto
  • Læg ost og skinke ovenpå og fold sammen – schnitzlen kan ikke lukkes/forsejles fuldstændig; derfor skal man også være lidt forsigtig, når man steger og skal vende dem på panden
  • Så skal de paneres – slå et æg ud i en dyb tallerken og pisk det sammen med en gaffel
  • I en anden tallerken hældes affedtet sesammel og i en tredje kommes de fintmalede/knuste flæskesvær
  • Varm en stegepande op til middel varme og smelt en god portion svinefedt heri
  • Vend schnitzlerne i først sesammel, så æg og til sidst flæskesvær – læg direkte i stegepanden og steg
  • Gentag med de sidste to schnitzler
  • Steg den på begge sider – mine fik ca. 7-8 min på hver side, de bliver jo noget tykkere, når de lægges dobbelt med fyld i midten…

 

Så mangler du vist bare at lave lidt tilbehør…

 

Vi fik smørstegte selleri- og butternuttern i ActiFry (de kan sagtens laves på panden også) og en mayo rørt med pesto – slet ikke dårligt..

Velbekomme 😉

Be the first to comment

Spørgsmål, erfaringer og andre kommentarer modtages :-)